Leder af generalsekretær Sune Skarsholm i DEM-Bladet nr. 6 December 2010
Med deltagere fra 198 lande er Lausannes tredje konference for verdensevangelisation i Cape Town den mest globalt repræsentative samling af evangelikale kristne i historien.
Et bredt spektrum af repræsentanter fra kirkelige retninger, organisationer, akademiske institutioner, erhvervsfolk, politikere og kunstnere er samlet. Alle med et dybt og lidenskabeligt engagement for de mest påtrængende muligheder og udfordringer for mission i dag.
Med bare et almindeligt kendskab til den grøftegravning og organisationsprotektionisme der præger dansk kirkeliv, er det tankevækkende hvor progressivt og visionært Lausanne bevægelsen formår at formulere sig på vegne af så mange forskellige kirker og kulturer. Nok er vi ikke enige om alt – men vi er ét i Kristus, og ud fra ham springer en række bibelske kernesandheder som vi deler og brænder for at dele med andre.
En klar bekendelse til Jesus Kristus som eneste håb for menneskers frelse, de bibelske skrifters troværdighed og et utvetydigt kald til mission.
En pligt til at vidnesbyrdet om Jesus Kristus og hans undervisning bæres ud til ethvert hjørne af verden – ikke blot geografisk, men også ind i enhver sfære i samfundslivet og af tænkningen.
En fællesskabets ånd mellem kirker og organisationer der ikke konkurrerer, men samarbejder frugtbart på tværs af kirkeretninger for at bringe evangeliet til stadigt flere mennesker.
Et autentisk og forandret liv i lydighed og discipelskab af Kristus.
Lausanne har verdensevangelisation som formål. Vi søger enhed og samarbejde for evangeliets sag gennem bøn, bibelstudie og samtale – og det er fantastisk inspirerende!
Hvor meget nyt kunne der ske for Guds mission i Danmark hvis vi – på tværs af organisationer og kirkeretninger - kunne holde samme fokus på evangelisation og ikke på os selv? Ganske meget, tror jeg. Så lad os komme i gang!