LAD NU TALLENE TALE

”Det er fremragende at DEM indleder et nyt samarbejde om teologi og mission i Århus på et godt bibelsk grundlag. Det har kirken brug for herhjemme og ude.”

Leder af generalsekretær Sune Skarsholm
i Dansk Ethioper Missions blad nr. 4-2011

Sådan siger folk. Men hvad skal jeg lægge i det? Tanken tæller godt nok – men altså ikke alene! DEMs andel i TORVET i Århus koster 3,2 mio. kr. Vi har derfor også brug for tal der taler sit tydelige sprog om din opbakning til DEMs satsning på en ny udvikling for mission.

Enhver politiker og meningsdanner ved det: Tal tiltaler ingen. Tal er kolde og taler ikke til følelserne. Men med et økonomisk bidrag til DEM kan du udtrykke et stærkt engagement i mission. Når du giver et beløb til DEM, kan du forvente at det bliver forvaltet til bedste for Guds mission. Også dit bidrag til etableringen i Århus. Etableringen er en investering og langsigtet satsning på mere mission. TORVET vil både gavne DEMs egen mission og udvikling og alle organisationerne fordi vi har meget at give til hinanden.

Millionbeløb er så stort et tal at vi ikke rigtig kan forholde os til det. Derfor skal vi løfte opgaven i fællesskab. DEMs venner har allerede indskudt over 0,5 mio. kr. i byggeriet. Men der er et godt stykke vej til de 3,2 mio. kr. Vi har brug for en ekstra gave her og nu fordi vi ikke vil skære ned på missionsbudgettet.

Med din gave kan vi løfte opgaven!

Hvis hver modtager af bladet giver en ekstra gave i år på 600 kr., så når vi målet. Er det mange penge? Det svarer vel til et par nye bukser eller sko. Eller en tur med hele familien på McDonald’s. Mon ikke du kan undvære det, nøjes med det du har, og sende en ekstra gave til DEM?

Hver venlig tanke tæller – men lad nu tallene tale!

Giv gave til DEMs andel af udgifterne ved at bygge TORVET.