VI BLIVER!

DEM bliver i Etiopien – ikke kun fordi vi har noget at give.

Leder af generalsekretær Sune Skarsholm
i Dansk Ethioper Missions blad nr. 6-2011

Efter 41 års samarbejde med Mekane Yesus Kirken har Luthersk Missionsforening (LM) besluttet at udfase arbejdet i Etiopien. Der bliver ikke ansat folk i nye stillinger, og de nuværende opgaver overgives gradvist til kirken. Målet er at frigøre resurser til en ny missionsindsats i tyrkisktalende lande.

LMs strategi aftvinger respekt. Evangeliet skal bringes til nye folkegrupper. Guds velsignelse med det!

DEM bliver i Etiopien – af flere grunde.

For det første fordi de evangeliske kristne er under et hårdt pres – både fra den store ortodokse kirke og fra islam som vokser i antal tilhængere og bliver stadig mere radikaliseret.

For det andet fordi kirken paradoksalt nok er sårbar på grund af dens hurtige vækst. Over halvdelen af kirkens knap 6 millioner medlemmer er helt unge mennesker med minimal oplæring i kirkens tro. Der er et kæmpe behov for at styrke kirkens børne- og ungdomsarbejde og uddanne præster og ledere.

For det tredje fordi evangeliet netop kan nå længere ud gennem et fortsat samarbejde med kirken. Kirken vil sende missionærer til lande med få kristne i for eksempel Nordafrika og Mellemøsten. Det er ikke en selvfølge at DEM skal sidde i førersædet for virkeliggørelsen af den vision. Men vi vil gerne være med på bagsædet med støtte til at uddanne og udsende tværkulturelle missionærteams – måske af danskere og etiopiere?

Men den vigtigste grund er at danske menigheder har brug for fællesskabet med Mekane Yesus! Vi ønsker fortsat at deltage i Guds vækkelse i Etiopien i bøn og håb om at ilden også må fænge hos os. DEM bliver i Etiopien – ikke kun fordi vi har noget at give. Der er så meget i det samarbejde som vi ikke kan undvære.