Leder af generalsekretær Sune Skarsholm i DEM-Bladet nr. 5 Oktober 2009
”Jeg har et lidt anstrengt forhold til ydre mission”. Ordene kom fra aftenens mødeleder. Jeg var i en sognekirke med et godt menighedsfællesskab af unge familier med solid kristen baggrund og skulle tale om emnet: Mission i mødet med andre religioner og kulturer.
Jeg måtte smile. Som om jeg ikke selv kender til tvivl og selvransagelse om vores missionsaktiviteter. Og vi ved at mission ikke er lige spiseligt for alle – heller ikke alle kristne. De hører noget med undertrykkelse, kolonisering og imperialisme. Måske også spolering af verdens kulturelle mangfoldighed. Tankegangen er fanget ind i et citat af Jomo Kenyatta: ”Da missionærerne kom til Afrika, havde de Bibelen og vi havde landet. De sagde til os: Lad os bede! Vi lukkede øjnene. Da vi åbnede dem igen, havde vi Bibelen og de havde vores land.”
Hvis den historie udtrykker vores primære opfattelse af ydre mission, forstår jeg godt den dybe skepsis og ubehaget.
Men virkeligheden er også at mission på globalt plan er en katalysator for fornyelse af lokale kulturer. Mest tydeligt er det sket gennem bibeloversættelse og etablering af skriftsprog for små sproggrupper. Sidegevinsten til Bibelen på modersmålet har været en styrkelse af lokal identitet og kultur. Og stolthed!
Ganske tankevækkende er kristentroen vokset hurtigst efter kolonitiden og samtidig med den nationale opvågning i Afrika. Kolonitiden var en hindring for kirkernes vækst. Og kirkerne er vokset hurtigst hvor de indfødtes traditionelle religion stod stærkest og deres navn for ’Gud’ er bevaret og integreret i den bibelske fortælling.
Troen har hjulpet afrikanere til at blive fornyede afrikanere og ikke blot en efterligning af europæere. Det er ikke så mærkeligt når Jesus er alles Herre og Frelser. Han kan møde mennesker i alle kulturer som deres egen. Og samtidig kan intet menneske eller nogen kultur tage patent på Jesus som deres private ejendom.
