Kim Larsens sang: ”Om lidt er her stille” klinger i mine ører. Jeg kunne have lyst til at omformulere det en smule: ”Og der blev helt stille”.

Det var at mærke allerede lørdag morgen. Ingen af de ni køkkendamer der i ni uger er kommet klokken 6.30 og har bakset med potter og pander i køkkenet få meter fra mit soveværelse. Der var ingen elever som i ni uger, friske fra morgenstunden ligeså 6.30 er kommet ud fra sovesalene 15 meter fra mit soveværelse og nok skulle have diskuteret nattens drømme eller hvad ved jeg, og med det trelængede indelukke, som virker som et forstærkeranlæg, hjalp ikke engang ørepropper. Alt sammen blandet med hanegal fra den hane som folkene fra Sydøstdistriktet havde bragt som gave.

Hanen er væk, eleverne er rejst hjem, køkkendamerne er gået hjem. Der er blevet helt stille. Vores center har lukket en uges tid for at alle ansatte kan puste ud. Nu bor jeg lige nu helt alene på en stor compound som i sin tid har tjent som landingsbane for kirkens fly. Der er blevet helt stille.

Men det var der ikke i torsdags. Da var der fest og glade dage. Afslutningsdag for alle 33 elever som har været hos os i ni uger. Og hvilken dag. Den vil komme til at stå stærkt i min erindring. Det blev en særlig dag fordi Thomas fra Sinoe, kirkens nye missionsområde, blev døbt i vores lille kirkesal. Det var en stor dag. Hvordan var Thomas havnet her?

Vejen til Sinoe var forberedt

Pastor Weegie og jeg havde fra 16. juli til 19. juli været på langtur til Sinoe Amt ned mod kysten. Vi så dog ikke havet da vi kørte ind i amtet gennem de store skove i otte timer.

Hvordan er vejens beskaffenhed? Det er et stående spørgsmål. Jeg har kørt med Lars Langgaard i Etiopien til Worqa, det var barsk vej, og jeg har kørt på vanskelige, sønderskudte veje og veje ødelagt af regn. Ok, vejen til Buchanan skulle være asfalteret. Ak og ve. Der var ikke meget asfalt tilbage. Hvad så med vejen derfra til Blay’s Town? Don, som jeg havde bedt om at køre den lange tur i min bil, og Weegie snakkede lystigt om de træstammebroer vi skulle forcere. Min mave var anspændt, og det var ikke på grund af at sikkerhedsselen strammede.

Uden for Buchanan nåede vi grusvejen. Men hvad var nu det? Den var jo bred som en dansk hovedlandevej, og gruset var tromlet til en fast belægning, og langs med vejen var der gravet grøfter, og på lave steder blev vandet ført væk af cementrør under vejen. Fantastisk. Maven slappede lidt af, men én ting er vejen, hvad med broerne? Så fik vi øje på den første bro. Tre træstammer over vejen. De så ikke ud til at være i al for god stand. Men så drejede vejen, og en ny vej lå foran os og for enden af vejen: En ny, stor jernbro over floden som den gamle Lillebæltsbro i miniudgave. Jeg troede ikke min egne øjne. Og sådan blev det ved kilometer efter kilometer. Vejen var blevet totalt renoveret. Vejen til Sinoe var blevet forberedt. Det blev en prædiken for mig om forberedte gerninger, og da vi kørte ind i Blay’s Town, var mit humør og mine forventninger skruet højt op: Der er en der går foran og bereder vej.

Det blev nogle dejlige dage med undervisning og fællesskab og blandt de cirka 30 deltagere blev der så udvalgt fire som skulle komme til Totota og blive uddannet som ledere til menighederne der. Blandt dem var altså Thomas Kpalleh.

Afbrudt af termitter

Så nåede jeg ikke rigtig længere i formiddags. Ingen paradis uden slange. Jeg skulle lige have åbnet en dør og flyttede en bogkasse. TERMITTER! Spraydåse, flytning af kasser. Der var 18 bogkasser modtaget som gave fra St. Paul Luther Seminary i Minnesota, USA. Tre kasser var godt på vej til at blive spist. De var ubrugelige. Jeg reddede kun få bøger fra de kasser. Resten er kommet på bålet! Da jeg så bøgerne brænde, tænkte jeg på Luther da han brændte bandbullen, men disse var dog gode bøger!