Nyhedsmail
fra Finn Hougaard, 15. februar 2010

Thomas holder krokodillebabyen.

Finns stue efter ommøblering.

Eftermiddagskaffe med kanelbrød.

Finn Hougaard

c/o Lutheran Church in Liberia
P. O. Box 10-1046, 1000 Monrovia 10, LIBERIA 
Kurerpost til Liberia - læs her.
E-mail: hougaard@remove-mepost7.tele.dk
 

For små bogstaver?

Så klik her og forstør teksten med browserens zoom funktion.
 

Dorothy prædiker ved andagt på centeret i Totoa.

Giv en gave nu

Klik her og giv en god gave til Finns arbejde i Liberia.
  

DEMs årsmøde

Kom til DEMs årsmøde lørdag den 10. april. Læs mere her.

Ændringer?

Hvis du vil afbestille Inge og Finns fællesmails, så klik her.

Har du fået ny e-mail adresse eller ny postadresse? -  klik her.

Kanelbrød, red monkey, krokodille og en elev

Det er ganske vist. Fire svende kom ind fra Sinoe Amt for at prøve lykken. De havde været på jagt og medbragte en sæk røget vildtkød: fire bagstykker af Water-deer (et lille rådyr), otte stykker silkeabekød og to store stykker red monkey (abe) og en krokodillebaby.

Alt var til salg bortset fra red monkey. Det var en gave til den højagtede ledelse på centeret på det skønne sted ved siden af søen i Totota. Krokodillen blev bundet til en snor og lever nu i vandkanten for at spise sig stor og stærk.

Det er ganske vist….. Nu spiser vi tør-røget dyrekølle og abekød og venter på krokodillen.

Ommøblering og kanelbrød

Jeg sender jer alle hermed en hilsen fra Totota på en dejlig varm tørtidsdag med 30 grader og en lille frisk vind cirkulerende luften i mit hus.

For særligt indviede kan man se, at jeg har fået møbleret lidt om i min stue. Det har givet meget mere plads og større udnyttelse af mine kvadratmeter. Det jeg ærgrer mig mest over, er at Inge og jeg ikke fandt på den idé noget før. Men så må jeg se på det fra en anden vinkel: Jeg har hørt noget om at det er godt at ommøblere når man har passeret de 60, og det kan jeg kun bekræfte.

Ommøbleringen blev markeret med kane brød. Ja det er simpelt: Lav en blanding af: smør, brunsukker og kanel. Rist brødet på den ene side på en meget varm pande og smør så kanelsukker blandingen på den uristede side. Tag den varme pande af komfuret og læg brødet på med kanel sukkeret nedad – selvfølgelig! Og kør rundt, og du har det dejligste kanelbrød.

Et godt hold på niveau 3 

Vi er nu i gang med anden periode af vores ni ugers niveau 3 kursus. Alle eleverne - 33 fra niveau 2 - er kommet og endda Daniel fra Digei som ikke gjorde niveau 3 og 4 færdig på sidste hold. Nu vil han være færdig. Så nu er vi 34 på holdet, hvoraf fire er kvinder.

Jeg underviser i dette semester i Johannes Evangeliet og Luthers Lille Katekismus om Dåben. Det er et godt hold, og jeg glæder mig hver dag til undervisningen.

Klokken 10 hver formiddag har vi fællessamling med morgenandagt i kapellet, og i dag var det Dorothy Golele Keamue fra St. Luke’s i Phebe, hvor jeg i sin tid selv var præst, der prædikede. Lørdag otte dage kommer der en mand på besøg. Dorothy vil præsentere ham for ledelsen, for man kan ikke gifte sig uden vores accept, sådan! Ikke så sært at Dorothys prædiken i dag havde temaet fra Kolossenserbrevet 3,13-14: ”Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden. Som Herren tilgav jer, skal I også gøre. Men over alt dette skal I iføre jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd”. Og hun prædikede kort og godt om denne tilgivelse fra Kristus og den kærlighed som skal flyde i mellem os.

Hverdagens små glæder 

Ja, det er ganske vist… så havde Sinoe folkene altså alt det kød med. Det er der tre andre elever der har haft, som gave til Centret, så vi har spist godt i de sidste tre uger og skal åbenbart fortsætte. Tør-røget dyrekød smager fantastisk og abekød, ja det er bare godt. Deres muskler er jo stærke og veludviklede af at hænge og klatre i træerne med arme og ben. Så nu glæder jeg mig til her til frokost at få en smagsprøve på red monkey, som jeg altså ikke kender det rigtige danske navn på.

Ja det er ganske vist… jeres udsending forsøger midt i savnet af ægtefælle, børn og børnebørn at få en dagligdag til at fungere og glæder mig over de små ting i hverdagen. Så er Skype jo en god opfindelse. Det nyder jeg hver dag i samtale med den jeg savner mest. 2-2½ times koncentreret snak. Det er en velsignelse og privilegium at høre Inges stemme og få hendes videobillede ind i stuen.

Med kærlig hilsen

Finn