Nyhedsmail
Fra Ruth Osmundsen 17. juli 2008

Ruth Osmundsen

 c/o EvaSUE
P. O. Box 34354
Addis Ababa
ETHIOPIA
E-mail: r_osmundsen@remove-mehotmail.com

Denne fællesmail er forsinket pga. ferie på DEMs sekretariat.

  

Giv en gave

Støt Ruths arbejde i Etiopien. Mærk din gave "7927 Studenterarbejde i Etiopien"

Ændringer?

Har du fået ny e-mail adresse, eller vil du afbestille fællesmails fra Ruth, så send en mail til marianne@remove-medem-dk.dk

Husk at oplyse dit fulde navn og postadresse - og selvfølgelig din nye e-mail adresse.

Kære familie og venner.

Så er der gået mere end en måned igen, og så er det på tide med lidt nyt herfra. Tænker de fleste af jer er på ferie, og håber I nyder det. Her venter vi til hen i august/september inden vi lukker helt ned. De førsteårsstuderende er endnu ikke færdige med eksaminer, og vi har et dimensions event den 27. juli som bliver det sidste dette skoleår.

Siden sidst har jeg sendt Jossie og Erika med flyveren hjem til Kvarnåsen, men jeg skal hente dem i lufthavnen igen søndag morgen kl. 06, så deres fem ugers ferie er gået hurtig. De har fået et 12 måneders business visum, så nu ved jeg hvor jeg har dem det næste års tid :)

Udarbejde undervisningsmateriale

I mellemtiden er Christel Winther-Nielsen og Kathrine Olsen kommet til Addis på en konsulentopgave. Vi har de sidste tre uger arbejdet med at udarbejde et nyt undervisningsmateriale for studerende der er i gang med sidste semester på studiet. Vi skal præsentere første udkast på søndag og er spændte på hvordan det vil blive modtaget. Om det er aktuelt i forhold til det etiopiske samfund og arbejdsmarked. Vi vil gerne sætte fokus på hvordan vi som kristne kan bidrage med kristne og demokratiske værdier på vores arbejdsplads.

Det er dog ikke kun blevet til arbejde sammen med Christel og Kathrine. Den 27. - 28. juni tog vi sammen med David Straarup (LM missionær) til Nazareth for at være med til de studerendes dimensionsprogram der. Om lørdagen tog vi på dagstur til Awash National Park hvor vi stod op kl. 04 for at nå til parken ved solopgang. Dette gjorde vi i håb om at få set flest mulige dyr. Vi var ikke så heldige som man kunne have været, men vi have en rigtig god dag.

Kathrine Olsen, Christel Winther-Nielsen, David Straarup og Ruth.

Kathrine, Christel, David og Ruth.

Tur til Bale

Jeg har været en tur til Bale her i begyndelsen af juli. Bale er jo DEMs vugge i Etiopien. Jeg har vist været der en gang før da jeg var to år gammel og med mine forældre for at besøge Hjalmar og Marianne (DEMs første missionærer).

Jeg var denne gang af sted sammen med mine kollegaer, Jake (ansat i Addis) og Mehari (ansat i Jimma), og vi var inde for at besøge de studerende i Robe og Goba. Meda Walabu Universitet er næsten to år gammelt, men vi fra EvaSUE har endnu ikke haft mulighed for at komme på besøg. Det fik vi lavet om på og havde nogle dejlige dage med de studerende hvor vi deltog i deres semesterafslutningsprogram og holdt en hel dag med undervisning for dem. På turen hjem kørte vi igennem Bale National Park, og var så heldige at se hele tre røde ræve som kun lever der i parken.

Landskab i Bale, Sydetiopien.

Landskab i Bale, Sydetiopien.

National studenterlejr

I sidste uge afholdt vi EvaSUEs nationale lejr med 130 studerende fra hele landet. Vi havde nogle rigtig gode dage sammen hvor vi havde besøg af IFES Østafrikas generalsekretær, og han holdt nogle rigtig gode bibeltimer om lederskab. Om eftermiddagen have vi arrangeret med forskellige seminarer bl.a. om etnicitet, HIV/AIDS, vigtigheden af små fællesskaber og om studenterarbejdet generelt. De studerende var rigtig godt tilfredse med lejren, og efter lejrbålet lørdag aften blev der snakket til den lyse morgen.

Vil ønske jer alle en rigtig god sommer.

Med kærlig hilsen

Ruth